-
Business-update: Amerikansk fænomen holder svensk inflation oppe
ソース: BDK Finans / 14 6 2024 09:42:08 America/Chicago
Kære, kære Berlingske-læser. Det er blevet fredag eftermiddag og tid til ugens sidste Business-update her fra avisens erhvervsredaktion. I dag byder overflyvningen på blandt andet opsigtsvækkende sigtelser for hvidvask og svindel, et opråb til klimaministeren fra erhvervslivet og Taylor Swifts påvirkning af den svenske økonomi. God læselyst! #1 – Minister løfter pegefinger efter anholdelser og sigtelser for hvidvask I efteråret 2021 fik et selskab kontrolleret af en Bandidos-rocker overført 32 millioner kroner til sin konto i Ringkjøbing Landbobank. De blev angiveligt brugt på diverse luksusgoder som dyre ure og motorcykler. Pengene var et »formidlingshonorar«, som det nu krakkede selskab ved navn BBTP fik af et andet selskab i forbindelse med opkøbet af en skandaleramt byggegrund. Senere solgte Ringkjøbing Landbobank 24 tomme byggegrunde til BBTP. Således lyder nogle af detaljerne i en opsigtsvækkende sag afdækket af EjendomsWatch og FinansWatch. Sagen førte tirsdag til seks anholdelser fra Østjyllands Politi og sigtelser for blandt andet mandatsvig, skattesvig, skyldnersvig, hvidvask, hæleri og returkommission. Til medierne udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S), at han er klar til at »stramme gevaldigt op« på området. Men... »Bankerne har et ansvar, når det kommer til hvidvask og kriminel fusk. Loven siger allerede i dag, at de skal tjekke deres kunder og indberette mistænkelige transaktioner. Det ansvar forventer jeg, at de lever op til,« udtaler ministeren. Ringkjøbing Landbobank fastholder, at banken har ageret i overensstemmelse med lovgivningen på blandt andet hvidvaskområdet. #2 – Erhvervslivet kræver ny vindordning efter markante prisstigninger Den såkaldte åben dør-ordning, der skulle tillade energiudviklere at opstille havvindmøller udenom de vante udbud, blev sidste år nedlagt med henvisning til pludseligt opdagede uoverensstemmelser i EUs lovgivning om ulovlig statsstøtte. Siden da har udbygningen af grøn strøm på havet stået i stampe. I år præsenterede SVM-regeringen så sit enorme og længe ventede statslige udbud, der skal udbygge Danmarks havvindkapacitet med op mod ni gigawatt grøn strøm. Næsten fire gange mere end den nuværende mængde. Men for nylig skrev Finans, at bestilte beregninger fra konsulent- og revisionsgiganten PwC viser, at det på to år er blevet 46 milliarder kroner dyrere at opstille vindmølleparkerne. Dermed er rentabiliteten helt forduftet for udviklerne, der skulle byde ind, lyder det, mens der også har været kritik af, at staten er for forhippet på selv at tjene mønt på den grønne udbygning. Nu kommer seks erhvervsorganisationer i Finans så med et opråb til de danske politikere: De vil have en ny ordning, der minder om den nedlagte åben dør-ordning. »Det er supervigtigt, at vi finder en model, der er mere markedsdrevet,« siger Kent Damsgaard, topchef i Forsikring & Pension. Klima- og energiminister Lars Aagaard (M) deler ambitionen om at finde på en mere smidig ordning end de klassiske, tunge udbud. Han siger dog til Finans, at er »utrolig svært« at finde på modeller, der ikke kommer i karambolage med statsstøttereglerne. #3 – Amerikansk fænomen holder svensk inflation oppe Inflationen i Sverige faldt til 3,7 procent i maj. Det var dog ventet, at inflationen ville falde til 3,5 procent, skriver norske E24. I maj afholdt den amerikanske verdensstjerne Taylor Swift tre kæmpekoncerter i Stockholm, mens landet også var vært for Eurovision. Det betød blandt andet en markant stigning i antallet af overnatninger på landets hoteller og i prisstigningerne på selvsamme. Ifølge svenske tal steg prisen på overnatninger i maj med 11,2 procent. Lars Kristian Feste, der er rentechef hos den svenske kapitalforvalter Öhman Fonder, henviser også til fænomenet Taylor Swift som en af forklaringerne på, hvorfor inflationen i maj blev højere end forventet: »Det har sin baggrund i højere serviceinflation end forventet, måske på grund af Taylor Swifts koncerter i Stockholm.« Både E24 og Reuters skriver om den svenske inflation, at de særlige musikbegivenheder i maj formentlig tages i betragtning, når den svenske rigsbank overvejer, om renten skal sættes yderligere ned. Med andre ord forventer analytikere altså, at renten sænkes yderligere, selvom inflationen lå højere end ventet i maj. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Nye tal afslører: Så meget af Danmark er ejet i skattely. »Det er mere, end jeg havde forventet,« siger professor For første gang viser en ny opgørelse, hvor stor en del af Danmarks ejendomme der er ejet i skattely. Niels Johannesen, der har forsket i emnet i årevis, finder tallene overraskende. Og han mener, at fænomenet udgør et potentielt samfundsproblem. Læs artiklen her. B: Lysten til boliglån falder drastisk: »Utroligt sløv« Danskere valfarter ikke længere til bankerne for at få et lånetilbud til en bolig i hånden, og hvis det fortsætter, kan 2024 sætte bundrekord. Det er der to grunde til, siger eksperter. Læs artiklen her. C: FCK vil sætte kvindefodbold på lystavlen med tocifret millionbeløb – kun spillerne mangler: »Det bliver stort« FC København har landet en historisk sponsoraftale med Adidas, Carlsberg og Planet Nusa, som sender klubben ind i et eksklusivt selskab. Det er appelsinen i turbanen, der skal gøre kvindefodbold populær, lyder det. Læs artiklen her. Tak, fordi du læste med. Vi ønsker dig en herlig weekend. Vh. Emil Bo Rask, erhvervsjournalist på Berlingske https://www.berlingske.dk/business/business-update-amerikansk-faenomen-holder-svensk-inflation-oppe